Mandag den 31. januar døde en af Danmarks største musikere og forfattere, Flemming Quist  Møller. Han var en forfatter, der om nogen stod i forbindelse med jordens forestillingsevne. I  hans bøger vrimler det med dyr, planter og magiske væsener. Bagerst i  ’Cykelmyggen og Dansemyggen’ har han lavet en oversigt over de dyr og væsener, der indgår i  bogen. Her skriver han, at det ikke er dem alle, der har fået navne i historien, men at de lever  deres egne liv, som man selv kan digte videre på. ”Nogle af dem kan du møde ude i naturen,”  skriver han. ”Den farvestrålende fugl på side 8 er en Isfugl. Den fanger små fisk ved at  styrtdykke og graver en hule i åbrinken til sine æg og unger.” ”Det glubske insekt, som stikker  sit ånderør op af vandet på side 11, er en Vandkalvelarve, som gerne æder myggelarver, så de  skal ikke komme for nær. Fisken er en Nipigget hundestejle, og de forelskede halepadder  tilhører arten Stor vandsalamander.” 

Da jeg fik beskeden om Flemming Quist Møllers død, var Tornsangerland ved at blive jævnet  med jorden, Tornsangerland, hvor ikke alene Stor vandsalamanderen fra ’Cykelmyggen og  Dansemyggen’ var ved at vågne fra sit vinterhi, men hvor også en mangfoldighed af fugle som  Løvsanger, Havesanger, Kærsanger, Gøg, Nattergal, Rødrygget Tornskade, Grå Fluesnapper,  Broget Fluesnapper, Bynkefugl og Skovhornugle fouragerer hvert år.  

Mine eksemplarer af ’Cykelmyggen Egon’ og ’Cykelmyggen og Dansemyggen’ er de mest slidte  og fedtede i bogreolen, fordi de har været mine børns absolut yndlingsbøger. På den første  side i ’Cykelmyggen Egon’, står der en hilsen til min søn. Der står ”Kære Villads, det er vigtigt, at du læser og forstår denne bog! Op i røven med Brians kulturkanon, det er det her, det  handler om. Kærlig hilsen Nana og Mattias.” Det var dengang i 2005, da Brian Mikkelsen var  kulturminister, men hold da op, hvor havde Nana og Mattias ret, for det er lige præcis det her,  det handler om: Jordens forestillingsevne, som vi mennesker er skabt af, det artsrige 

1 

demokrati, som Flemming Quist Møller fremskriver, og som vi i en hidtil ukendt hast er i færd  med at destruere. 

Vi befinder os lige nu i den sjette masseuddøen. Dyre- og plantearter forsvinder, uddør  hurtigere end det er til at fatte. Hvert år forsvinder dyr og planter, og de kommer ikke tilbage. En helt ny videnskabelig undersøgelse offentliggjort i tidsskiftet Biological Reviews fortæller  os, at vi i løbet af de sidste 500 år har mistet mellem 7, 5 og 13 procent af planetens kendte  arter. Alene den danske rødliste omfatter 13. 300 arter. Nogle af dem finder vi i ’Cykelmyggen  og Dansemyggen’. Med Flemming Quists Møllers død mistede vi en af Danmarks mest kreativt begavede naturvenner. Derfor blev det endnu mere ubærligt, at hans død skulle falde sammen  med massakren på Tornsangerland. 

Kampen om Amager Fælled er kampen om hele Danmarks natur. Vi lever i et land, hvor vi kun  har 2 procent vild natur tilbage. Hvad gør det ved os mennesker, at vi næsten ingen natur har?  Hvad gør det ved vores empati, forståelse og medfølelse for andre arter, for andre mennesker,  der ikke er ligesom os selv? Hvad gør det ved vores fantasi? Nogen siger, at vi er verdens  

lykkeligste folk. Vi er også et land, hvor depression og stress er blevet en folkesygdom, hvor  vores børn og unge lider under psykiske diagnoser, ensomhed og angst for fremtiden. Det er  kendt viden, at depressive mennesker får det bedre af at tilbringe tid i naturen. Det er også  kendt viden, at det hjælper at skrive og i det hele taget få kontakt til kreativiteten, når man er  deprimeret. Hvorfor mon? Jo, for det er i samspil med naturen og kreativiteten, at vi får  forbindelse til vores egen natur. Det er i det samspil, at vi kan mærke, at vi ikke er alene, men  at vi står i forbindelse med alt det andet liv, jordens kredsløb, de andre arter. Vi mærker, at vi  selv er natur, at vi er en del af evigheden, Edens Have, Ygdrassil, Cykelmyggen Egon ”der  elsker en hård spurt over alt andet.” 

Som barn i storbyen var paradisets have lige her. Det var herude på Amager Fælled, at jeg stak  fiskenettet ned i vandhullet, og lod mig overvælde af den enorme mangfoldighed, man kunne  finde dernede i det sorte dyb. Og det er det sorte dyb, vandhullet, jeg lige siden dengang har  stukket mit fiskenet ned i, når jeg har sat mig for at skrive digte og romaner. Uden vandhullet,  uden Fælleden, uden Tornsangerland, Lærkesletten og de store urørte skove, dør fantasien, og  når fantasiens vandhul er udslukt, er livet det også. 

2 

I ’Braiding Sweetgrass’ skriver Robin Wall Kimmerer, at ”Det er blevet sagt, at noget i sandhed  er dødt, ikke når det forsvinder fra verden, men når det bliver glemt. Den sidste død kommer  med hukommelsens uddøen.” Videre skriver hun, at hun ikke tror på, at vi som menneskeart  kan overleve uden den hukommelse, idet den vidner om vores afkobling fra naturen. ”Første  skridt mod helbredelse er at se såret,” skriver hun. Såret har vi lige her foran os: Lærkesletten  og Tornsangerland, en massakre som foregår overalt i verden. Lad os aldrig glemme Stor  vandsalamander, Isfuglen, Nattergalen, Skovhornuglen, rævene, hjortene, mosegrisene, Den  rødryggede Tornskade, alle de dyr, der stadig er her, alle dem, der er og bliver fordrevet fra  deres levesteder, fordi vi mennesker ikke giver plads til dem. Vi glemmer jer ikke. Vi bliver  ved med at kæmpe for jeres liv og eksistensberettigelse, og vi bliver ved med at læse  ’Cykelmyggen Egon’ for vores børn.  

Kristina Stoltz, februar 2022