Jeg vil sige det her

Vi kan kun arbejde frem imod en bedre verden – hvis vi har fantasi til at forestille os en bedre verden.

Hvis vi har fantasi til at tænke fællesskaber frem, som ikke findes omkring os.

Hvis vi har fantasi til at tænke protestformer frem, som ikke er afprøvet endnu.

Vi kan bygge oprøret på skuldrene at tidligere modstandsformer, men vi skal også tænke oprøret frem påny, fordi situationen er ny, fordi den virkelighed vi taler op imod er ny.

Et oprør kan se ud på mange måder. Og ligesom planter står stærkest i stor diversitet, så er oprøret også stærkest hvis det udtrykkes på et mylder af måder. 

Barrikaden er en måde. Blokaden er en måde. Bannerdroppet er en måde og bevægelsen ned gennem gaderne er en måde.

Men børnesangen er også en måde – den er også modstand i en præstationsbesat verden. Og fuglesangen er en måde – at den findes, men ikke kun at den findes, også at vi lytter til dem – at vi stopper op og lytter til hvad de har at sige – det er også oprør.

Det er også oprør at skrive digte imod palmeolien på gule postits og klæbe dem på supermarkedernes kiks og kager.

Det er også oprør at så et frø i jorden og se den lille plante gro. Drage omsorg for det undervejs, og forstå – sådan rigtigt – hvor vildt det er at den lille plante drager omsorg for os, i form at ren ilt som vi ikke kan leve foruden.

Det er også oprør at skrive ukrudtets navne på fortovsfliserne, så vi hjælper hinanden med at stoppe op og beundre det liv der insisterer på at leve.

Det er oprør at synge for fælledens liv, for altings liv, synge for den glæde det er at tænke på livets underfundighed.

Vigtigst vil jeg nok sige: det er oprør at huske glæden. Hvis vi skal tænke en bedre verden frem, er det ikke nok at den er mere venlig mod klimaet. Den skal også være venlig mod os. Den skal være sjov og smuk og skøn at leve i, og vi skal kunne vælte os i dens luksus. Ikke i form at dyre tasker lavet af vores medarters skind, men luksus i form at flere planter, mere summen, mere fed formuldet jord i vores tanker og under vores negle. Vi skal forbedre jorden så den kan beskytte os, men vi skal også huske at forbedre den muld vi gror vores eget velbefindende i.

Derfor vil jeg sige: VENDEPUNTET er i gang og det er på høje tide. Og lad os så huske at grine, huske at nyde, huske at drømme stort og huske at væve skønheden ind i drømmen om en venligere verden. 

Jeg vil slutte af med at læse en utopi fra min lille bog Plantae sapien, som jeg skrev, op til klimatopmødet COP26 i Skotland sidste år. 

Kort fortalt handler bogen om en kvinde der i sin længsel efter at høre til blandt sine medarter, tager ud i en skov og planter sine fødder i jorden  – og slår rod. Hun lærer at tale med de andre træer gennem rødderne og de fortæller hende at hun er et individ af arten Plantae sapien. Jeg vil læse epilogen, som er drømmen om hvad denne ene kvindes selvplantning fører med sig: