Udtalelse af Carsten Jensen - BLOKER KATASTROFEN!

Da jeg i maj sidste år tilbragte otte timer på Bellahøj Politistation efter at være blevet arresteret som klima-demonstrant, gjorde jeg en forbløffende opdagelse. Politiet er tilsyneladende uvidende om en af Grundlovens meste elementære regler.
Det er ikke politiet, der skriver lovene. Det gør Folketinget, og det er heller ikke politiet, der bestemmer, hvor stor en straf en anholdt skal have. Det er domstolene, der afgør en anklagets skyld eller uskyld. Det kaldes også magtens tredeling.
Det ved de ikke noget om på Bellahøjs Politistation. Det første, en overordnet betjent sagde til mig, da jeg blev fremstillet for ham, var, at jeg stod til halvandet års fængsel. Så tilføjede han med et triumferende grin: “Jeg går ud fra, at du havde lavet en cost-benefit analyse, før du lod dig anholde.”
Senere på aftenen, da mine fingeraftryk blev taget, fik jeg samme besked af en anden betjent: “Du skal halvandet år i fængsel.”
Jeg havde deltaget i blokeringen af Højbro i Københavns centrum og var sigtet efter paragraf 119, der lyder på passiv modstand mod politiet. Otte måneder senere modtog jeg en skrivelse fra anklagemyndigheden, hvori det blev slået fast, at sigtelsen mod mig var frafaldet, da den var “grundløs”.
Jeg tænker ofte på de skråsikre, triumferende betjente, der dømte mig til fængsel, endnu før jeg var stillet for retten. Er politiet virkelig demokratiske ignoranter? Eller udtaler de sig mod bedre vidende? Jeg tror det sidste, og jeg er sikker på, at det er et led i en psykologisk intimiderings-teknik.
To aktivister, der tilbage i 2021 havde været med til i et par timer at spærre trafikken over Langebro, blev ved Københavns Byret sidste efterår idømt bøder. Jeg overværede retssagen. Jeg hørte den skingre anklager, der krævede fængselsstraf. Jeg så det hovedrystende dommerpanel. Demokratiet fungerer endnu, tænkte jeg.
Utilfredse med den beskedne bødestraf, de to aktivister blev idømt, appellerede politiet med krav om en fængselsdom. Her skulle ikke bare intimideres. Her skulle unges liv smadres som et advarende eksempel. Mens planeten ødelægges, skal de, der vover at protestere, gøres tavse og vores demokrati sættes ud af kraft.
Hvis der er noget sundhedstegn i demokratiet, så er de unge klima-aktivister inkarnationen af det. Hvis der er et tegn på usundhed i vores demokrati, så er det forfølgelsen af dem. Vores alles liv og fremtid står på spil, og der er nogen, der vover at tage et ansvar. Det er ikke politikerne. Det er ikke det tunge erhvervsliv. Det er ikke landbruget, der systematisk lægger vores vandløb, søer og kyster tomme for liv. Det er en håndfuld unge på gaden.
Vi kan ikke sætte sommerens vilde skovbrande i fængsel. Vi kan ikke slæbe en orkan i retten. Vi kan ikke gøre overophedede have kolde igen. Vi kan ikke true de smeltende gletsjere med straffe, hvis de ikke opfører sig ordentligt. Vi kan ikke give Golfstrømmen færdselsbøder, hvis den pludseligt vender. Men vi kan pege på de skyldige bagmænd, den fossile brændstofindustri, bil-, fly-, bygge-, container- og landbrugsindustrien. Vi kan lovgive os ud af den globale opvarmnings kvælergreb og handle os til en forandring, et vendepunkt, hvor kloden får et pusterum.
De unge går kun på gaden, fordi magtens døre er låste. De råber, fordi stikket er trukket ud på højtalerne. Og hvis de bryder loven, er det, fordi loven, der beskytter ejendom og ikke mennesker, dømmer os til undergang.
Sådan ser politiet ikke på det. De mener, at en gruppe unge, demokratisk tænkende, ansvarsbevidste aktivister er en større trussel mod lov og orden end klimaets kollaps. Derfor skal de intimideres, fængsles, stoppes for enhver pris, og hvis blødagtige dommere ikke forstår det, så skal der appelleres og appelleres igen om fængselsstraffe, indtil ungdommen bliver tavs.
En undersøgelse viste for nyligt, at 88 % af befolkningen bekymrer sig om klimaet, mens 12 % er ligeglade. Hører politiet til de 12 %? Gør domstolene? Gør politikerne, der vedtager lovene?
Jeg har kun en opfordring. Mød op foran Østre Landsret på Østre Landsrets Plads i Nordhavn, på onsdag kl. 12. Støt de unge. Vis, at de ikke er alene.
En støtte til dem er en støtte til dig selv, dine børn, dine forældre, til mennesker i fjerne lande, til dyrelivets mangfoldighed, til en planet, der fortsat kan trække vejret.
Det var ikke en bro, de unge blokerede. Det var klimakatastrofen.