Forfatter: Carsten Jensen

Vi har en såkaldt grundlov i Danmark, og det er den, vi fejrer i

dag, men ordet grund kan have mange betydninger.

Han havde en god grund, siger vi, når vi mener, at nogen havde et

godt motiv. Der var en grund til, at han gjorde det, siger vi, når vi

mener, at der var en årsag, men ikke nødvendigvis et motiv.

Og så er der ordet i dets mest fundamentale betydning: Grund

forstået som grunden under vores fødder, den jord, vi står på, og

som bærer os. Den grund handler grundloven ikke om, for jord er i

grundlovens øjne synonym med ejerskab. Du har et forhold til

jorden, hvis du er jordejer. Det er set gennem ejendomsrettens

optik, at jorden eksisterer. Ellers ikke.

Sådan er grundlovens historie: Den var altid mangelfuld, altid

snæver i sit menneske- og verdenssyn. Der var altid nogen, der

ikke kunne stemme. De ejendomsløse, kvinderne, de unge. Det

hedder så smukt om grundloven, da den blev vedtaget i 1849, at

“borgerne fik stemmeret”. Men de borgere, der kunne stemme,

udgjorde kun 15 procent af befolkningen. Kun hver syvende havde

et minimum af menneskeret. Da den gennemsnitlige levealder i

Danmark i 1900tallets begyndelse var på 50 år, kunne kun de, der

var over 30 stemme. Du havde 20 år at være demokrat i, forudsat

at du var mand, besiddende og halvgammel. Demokratiets historie

i Danmark er så kort.

Det er 70 år siden, Grundloven sidst blev ændret. Har vi slet ikke

brug for 70 år senere at tage vores grundlov, levevis og

livsindstilling op til revision? Kræver en ny verden ikke et nyt

demokrati?

Lever vi da i en ny verden? Hvor er fornyelsen? vil de fleste

spørge, hvis de ser sig omkring på gaden. Nå ja, der er kommet

flere biler og flere grimme betonbygninger. En digital

verdensorden er også kommet til, skønt den ikke er synlig i

gadebilledet. Men alt det kan vel klares med et par lovændringer?

Nej, vi lever netop nu midt i en forandring så stor som overgangen

fra samler- og jægersamfund til agrarsamfund, så dramatisk som

overgangen fra feudalisme til industrialisme. Det er

menneskehedens tredje store revolution, vi står over for, og for

første gang er den ikke dikteret af os selv, men af kræfter uden

vores kontrol. Den globale opvarmning stiller os over for et valg,

vi ikke kan undvige: Enten bukker vi under som civilisation eller

også fornyer vi os. Det er derfor, vi har brug for en ny grundlov.

Vi skal tage ordet grundlov alvorligt som aldrig før. Det skal være

en grundlov, der fokuserer på jorden under vores fødder og alt det

nødvendige liv, der trives i den, men lige nu vantrives. Nej, det

handler ikke om dyrenes eller naturens beskyttelse, men om de

økologiske kredsløb, vi ved alt for lidt om, men som vores liv

afhænger af. Et insekt kan uddø og udløse en kædereaktion af

ødelæggelse i den omgivende natur.

Vi tror, vi har hævet os over naturen. Vi tror, vi behersker den.

Men vi kender ikke engang vores egne kroppe. Kun halvdelen af

cellerne i den indeholder et menneskeligt gen. Vi er bopæl for 160

forskellige arter af bakterier, som alle udgør hver deres øko-

system. Vi har 22.000 menneskelige gener. Bakterierne i os har

otte millioner gener. Alene i vores tarme er der flere bakterier, end

Mælkevejen har stjerner. Og sådan er det med hver eneste plet jord

vi betræder.

Vi forarmer og forringer jorden med vores monokultur og

kunstgødning. Kvælstof slår livet ihjel i vandløb og søer. Fiskene

forsvinder fra vores fjorde og have. Fuglene og insekterne bliver

stille. Elementerne er forbundne, jord, vand og en luft, der fyldes

med CO2-udledninger fra pyromanerne i den stadigvæk

dominerende fossile brændstofindustri.

Det handler ikke om at elske naturen, det handler om at indse

vores dybe forbundethed med den. Behandlede vi bakterierne i

vores kroppe, som vi behandler den jord, vi bebor, ville vi alle

falde døde om i morgen. Vi mennesker er ikke enestående

skabninger, der kan behandle jorden som vores private

ejendomsret. Jorden tilhører de skabninger, der bebor den, fra

mikroorganismerne til hvalerne i havet, og det er ikke kun et

æstetisk eller emotionelt tab, hvis de mest iøjnefaldende eller

smukke arter forsvinder. Det er en nødvendig livscyklus, et

økosystem af gensidig afhængighed, der nedbrydes.

Det er ikke kun vores tarmflora, der med sin mangfoldighed af

bakterier er som et koralrev. Den verden, vi lever i, er selv som et

stort koralrev, hvor hver eneste skabning lever i gensidig

forbundethed og afhængighed, og lige nu blegner vores verdens

koralrev, og når koralrevet blegner går der en kædereaktion af død

i gang.

Jeg sætter pris på mine cykelture rundt på Ærø, Nevre Stien,

Ommelshoved med udsigten over Kleven til den ene side, ud over

Øhavet til den anden, spadsereturen op og ned ad de mange

plateauer i Voderup Klinter, Eriks Hale, der som en trodsigt bøjet

albue skyder sig ud i Østersøen. Men jeg er ikke nogen natur-

elsker. Jeg er storbymenneske. Det er ikke på grund af naturen, jeg

engagerer mig i klimakampen. Jeg gør det for vores skyld.

Hvis vi fortsat vil være på jorden og leve et værdigt liv, må vi

bremse den globale opvarmning. Vi lever i et intimt samliv med

naturen som partner, men vi forveksler samliv med manipulation.

Vi ved alt for lidt om den natur, vi er så afhængige af. Jo mere

kontrol vi med vores stadig mere avancerede teknologi har fået

over den, jo mindre viser det sig, at vi ved om den, og nu betaler

vi en frygtelig høj pris for vores uvidenhed.

På Folketingets hjemmeside fortæller de ærligt, hvor få

mennesker, der i det danske demokratis første mange år havde

stemmeret. På nettet kan man også læse, at der sidste år var over

4.2 millioner stemmeberettigede borgere, og at 84.1 procent af

dem stemte ved sidste valg. Vi kan ikke læse nogetsteds hvor

mange lobbyister, der er i Danmark, men lad os sige det lige ud:

Lobbyisterne, der taler landbrugets og industriens sag, er de

borgere, hvis stemmer tæller.

Til os lytter politikerne for et syns skyld. Når de sætter sig

sammen med en lobbyist, er det alvor. Når indflydelsesrige

politikere eller ministre forlader Folketinget, går de direkte til en

ansættelse indenfor de interesseorganisationer, hvis behov de

kender så intimt. I realiteten er Folketinget ikke andet end

erhverspraktik for politikere, der synes, at folkestyret ikke giver

dem magt, indflydelse og penge nok.

Det bør en ny grundlov tage højde for med et forbud mod

lobbyisme. Og hvis det indebærer, at udsatte politikere skal have

livvagter, der skal beskytte dem, ikke kun mod forførende

lobbyister, men mod deres egen indre korruptionstrang, så må det

være sådan. Men først og sidst skal den nye grundlov tage højde

for, at en grundlov i en så sammensat og sårbar verden som vores

også må omfatte vores forhold til naturen. Ikke i ejendomsrettens

tegn, men i det modsatte tegn, som en anerkendelse af, at en

menneskeværdig og menneskevenlig verden kun kan eksistere,

hvis vi anerkender naturens ret, så vi sammen kan trække vejret i

stedet for at kvæle hinanden.

For nogle uger siden så jeg et indslag på News&Co på TV2.

Kronprinsesse Mary satte løvfrøer ud i Geding-Kasted Mose.

Løvfrøen er en truet art i Danmark, hvor den mangler leve- og

ynglesteder. Men årsagen, landbrugets forurening af vådområder

med kvælstof, blev slet ikke nævnt i reportagen. Heller ikke, at

der lovgivningsmæssigt ikke gøres noget for at sætte en stopper

for den skadelige udledning. Derimod blev kronprinssesen, der jo

selv nyder godt af en form for dyrenes beskyttelse, når det gælder

truede feudale livsformer, også kaldet kongehuset, spurgt om, hun

havde lyst til at kysse frøen, så den ligesom i eventyret kunne

forvandle sig til en prins. Det samme spørgsmål blev stillet til

deltagerne i udsendelsens panel. Og hvilken prins skulle frøen i så

givet fald forvandle sig til? lød det skarpe opfølgende spørgsmål,

der virkelig afslører alt om kvalitetsniveauet i dansk journalistik.

Hvad kan stille op med sådan et håbløst spørgsmål?

Det var der kun en af panelets deltagere, der kunne finde ud af:

“Jeg vil gerne kysse frøen,” svarede hun, der nok ikke tilfældigt

også var panelets yngste medlem.

“Og så håber jeg, at den forvandler sig til en klima-ansvarlig

statsminister.”

Det ønske vil jeg gerne dele. Og imens vi venter, er det op til os

alle sammen at gøre, hvad vi kan. Befolkningen må være sin egen

lobbyist. Det hedder også græsrodsarbejde, og sjældent har ordet

givet så meget mening eller været sådan på sin plads som her, for

det drejer sig bogstaveligt om at give liv og plads til de plante- og

træ-rødder, der er kilden til alt liv her på planeten. De er de

vigtigste, mest effektive og smukkeste CO2-fangere, der er

opfundet.

Naturen kan være vores alliancepartner. Eller den kan være vores

fjende. Det er op til os.