Af Silja Henderson, Politiken 19. november 2022
Det egyptiske formandskab for COP27 kom først torsdag morgen, dagen før forhandlingerne officielt skulle slutte, med et meget langt udkast, i listeform, der var så ufuldstændigt, at det blev fremlagt som et ’non-papir’. Den ufuldstændige udmelding illustrerer meget godt det, der er allersværest i klimakampen lige nu: at blive i de svære følelser, man rammes af, når man ved, hvad der er på vej, og hele tiden ser dem med magt og indflydelse forsøge at snige sig uden om at handle.
I COP27’s ’non-papir’ blev der ikke lagt op til en fond til klimakompensation af tab og skade fra det udledende globale nord til det klimaramte globale syd, som ellers var nøglekrav fra det globale syd, og forhandlingsmæssigt blev anset for afgørende for at nå frem til en ambitiøs klimaaftale. Indiens uventede forslag om at ’nedfase’ alle fossile brændsler (ikke kun kul) var heller ikke med trods støtte fra EU og USA’s John Kerry.
Uanset hvor den politiske erklæring ender og hvornår, vil vi se løfterne, som Joe Bidens på COP27 om at styrke indsatsen for at begrænse klimaforandringerne eller G20-landenes udmelding fra topmødet på Bali om, at 1,5-graders målet skam står ved magt, omsat til virkelighed. Tiden rinder ud for forhandling – tiden er kommet til handling.
Faktum er, at trods 26 år med årlige klimatopmøder og utallige hårrejsende klima- og biodiversitetsrapporter og politiske løfter om klimahandling er udledningen af drivhusgasser (CO2, metan og kvælstofoxid) fortsat med at stige. I 2021 nåede CO2-udledningerne det højeste niveau, der nogensinde er målt. Mere end halvdelen af al den CO2, vi har udledt, er endda blevet udledt siden 1990.
Mange forskere siger samtidig, at vi står i den sjette masseuddøen, at arterne i øjeblikket uddør mellem 100 og 1.000 gange hurtigere end normalt. Ifølge en rapport fra Verdensnaturfonden (WWF) er bestanden af verdens vilde dyr faldet med gennemsnitligt 68 procent siden 1970. Et studie har vist, at kun 4 procent af den samlede biomasse af pattedyr nu udgøres af vilde dyr. De resterende 96 procent fordeler sig på 36 procent mennesker og hele 60 procent husdyr!
I slutningen af oktober landede hele syv nye rapporter om klimaforandringerne og landenes indsats for at overholde Paris-aftalens målsætning (fra COP21 i 2015) om at begrænse den globale opvarmning til 2 eller ideelt set 1,5 grader C i forhold til det præindustrielle niveau. Jeg lå i sengen ved siden af min sovende familie en sen aften og læste den ene artikel efter den anden med bekymrende konklusioner. ’Verden er tæt på irreversibelt klimasammenbrud’ hed en overskrift i The Guardian. ’Verden har misset sit klimamål’ hed en anden i Politiken. Målet om at overholde en temperaturstigning på 1,5 grader er ikke længere realistisk, skrev flere medier. »Verden har kurs mod en temperaturstigning på 2,8 grader«.
Jeg vil ærligt indrømme, at jeg græd. Jeg følte dyb sørgmodighed over al den lidelse og død, sådan en temperaturstigning uundgåeligt ville medføre de kommende år og årtier for både mennesker og utallige andre arter. Jeg tænkte på stigende frekvenser af hungersnød, tørke, oversvømmelser og konflikter. På planter og dyrearter, der lige så stille ville blive de sidste tilbage af deres slags, ville blomstre forgæves uden at blive bestøvet, ville lytte i dage, måneder og år efter parringskald, der aldrig kommer. Og jeg følte dyb bekymring over, om disse nye konklusioner ville få mange mennesker til at føle mismod og apati og simpelthen give op i en tid, hvor vi mere end nogensinde har brug for bred folkelig mobilisering og hastig politisk handling.
For det er, som om ’fronten’ har flyttet sig de seneste år. Det er ikke længere uvidenhed eller decideret klimabenægtelse, der er klimakampens største problemer.
»Vi er på vej mod klimahelvede, og foden er stadig på speederen«, sagde FN’s generalsekretær, António Guterres, i sin åbningstale til COP27 i Egypten. Forsyningskriser og krig i Ukraine må ikke være en undskyldning for at udskyde handling eller greenwashing, sagde han:
»Vi står i et valg mellem klimasolidaritet og kollektivt selvmord«.
De nye problemer er tomme løfter, der ikke omsættes til handling, greenwashing og climate delay, men der er også en helt anden front. En indre kamp om troen og håbet på, at vi faktisk kan lave den nødvendige omstilling i tide, og viljen til at komme i gang.
Det er ikke første gang, jeg er blevet ramt af barske nyheder. Og ifølge forskningen er jeg langtfra alene. Et stort internationalt studie i Lancet sidste år (af Hickman et al.) af 10.000 unge mellem 16 og 25 år i 10 forskellige lande viste, at 59 procent af respondenterne på tværs af alle landene var meget eller ekstremt bekymret over klimaforandringerne, og 84 procent var mindst moderat bekymret. Mere end 50 procent rapporterede følelser som tristhed, angst, vrede, magtesløshed, hjælpeløshed og skyld. Også danske undersøgelser viser, at størstedelen af danskerne, på tværs af alder, er bekymret for klimaet. Nye betegnelser som eco-grief, eco-anxiety osv. vinder frem i forskningen og den fælles bevidsthed.
Men der er intet forkert eller sygeligt over de svære følelser, understreger både danske og internationale psykologer. Nogle få kan udvikle så svær angst eller depression, at de har brug for hjælp, men for de fleste af os er de svære følelser faktisk noget dybt meningsfuldt, ligefrem et sundhedstegn og muligvis en af vores bedste allierede i klimakampen.
Som psykolog Lise Mai Jensen siger til Samvirke:
»Angsten er hensigtsmæssig, fordi den hjælper os til at se virkeligheden i øjnene, så vi kan handle på den«.
Psykolog Solveig Roepstorff skriver i sin bog ’Klimapsykologi’, at sorgen og angsten skal ses som »en fuldstændig normal reaktion på en fuldstændig unormal situation«.
Roepstorff uddyber:
»Der er noget at være bange for – og vi har brug for klimaubehaget […] Klimaubehag er et udtryk for empati med Jorden og alle de arter, der bebor den, inklusive mennesket«.
Klimakampen er både udvendig og indvendig, siger den britiske klimapsykolog, forsker og aktivist Caroline Hickman, som også er førsteforfatter til den føromtalte Lancet-undersøgelse og en af eksperterne i den i øvrigt meget anbefalelsesværdige podcastserie ’Climate Crisis Conversations’ fra organisationen Climate Psychology Alliance. I en YouTube-talk bruger hun udtrykket internal activism til at sætte ord på det arbejde, vi har foran os med at undgå at forfalde til hverken nihilisme, kynisme eller benægtelse og minimering af problemerne eller til illusoriske fantasier om, at ny teknologi eller ’nogle andre’ vil redde os. Vi skal turde se realiteterne i øjnene, øve os i at tillade de svære følelser uden at sidde så fast i dem, at vi ikke kan vende vores (om)sorg og engagement udad.
Den amerikanske professor og kritiske feministiske tænker Donna Haraway er inde på det samme, når hun i sit seneste værk taler om at blive i besværet som det at leve »i rodede tider af både smerte og glæde«, at »leve og dø i respons-habilitet på en skadet J/jord«.
Vores opgave, siger Haraway, er »at skabe uro, opildne til potente responser på ødelæggende begivenheder og desuden at få oppiskede vande til at falde til ro og genopbygge stilfærdige steder«.
På en lidt bagvendt måde kan man sige, at de dystre klimarapporter og de mange svære følelser, vi kan opleve, faktisk kan give os en oplevelse af meningsfuldhed og skabe håb om en mere forbundet og solidarisk fremtid.
Vores sorg, vrede, angst og bekymring viser os, at vi er i live, at vi forholder os faktuelt og empatisk til verden, at vi er en del af verden og med et godt gammeldags udtryk kerer os om den og dens mange(artede) beboere! Sorg er ikke afmagt, sorg er kærlighed, eller med naturfotografen Chris Jordans ord: »Grief is the same as love. Grief is the felt experience of love for something we are losing or have lost«.
Det bliver hele tiden tydeligere for os, at vi hænger uløseligt sammen, både på tværs af landegrænser og på tværs af arter og med biosfæren som sådan. De effektive handlemuligheder og vores historiske ansvar som et af de rige og mest udledende og forbrugende lande bliver mere og mere klart, og dermed vokser også kravet om klimaretfærdighed, som for første gang ved et klimatopmøde er et egentligt punkt på dagsordenen i Egypten i år.
Samtidig siger klimaforskerne igen og igen, at hver 0,1 grad, temperaturen ikke stiger, gør en forskel. Det kan være forskellen på liv og død.
Vi er mange, der vågner. Vi er mange, der elsker. Der er uendelig meget at kæmpe for.