Maja Elverkilde: Uddrag af Når vi rejser til Mars (roman, udgivet på forlaget Escho 2021)
Laura ville ønske, hun kunne glemme, at Solen brænder alting op, før den selv brænder ud. Ikke i hendes tid, ikke i Beas tid, ikke i flere milliarder års tid.
Men på et tidspunkt.
Det er fornuftigt, faktisk ansvarligt, at begynde at øve sig i at rejse til andre planeter. Mars først, fordi Mars er en af vores naboplaneter. Svimlende langt væk og urimeligt svær at bebo, men det er alligevel en god første udfordring. Mars har trods alt en atmosfære, selv om den er for tynd til at holde solvindens stråling ude eller temperaturen stabil. Mars har trods alt tyngdekraft, selv om det kun er godt og vel en tredjedel af Jordens. Mars har trods alt vand, selv om det er frossent ved planetens poler og nogle steder lige under overfladen. Mars har enorme støvstorme, der indhyller hele planeten i månedsvis, men det klarer vi, det klarer vi. Alt klarer vi, for det er vi nødt til, hvis menneskelivet skal fortsætte.
Og efter Mars kommer andre planeter, fordi ingen planet varer evigt. Intet varer evigt, måske bortset fra universet, som udvider sig. Og mennesket, som vil. Vil evigheden så indædt som en tirret hveps. Mennesket ser udslettelsen som en udfordring. Et handskeslag, terninger kastet, der er kun én mulig reaktion. Livet skal fortsætte.
Og jo mere Laura læser, jo mere fornuftigt virker det.
Det strider mod alle hendes følelser, men hun kan ikke afvise fornuften i det.
Elon Musk. Hun ville så gerne, men hun kan heller ikke afvise ham.
Den energiske forretningsmand, som har investeret så meget af sit liv i at udvikle de genanvendelige løfteraketter, der har revolutioneret økonomien i rumrejser. Fra at være én, man rystede på hovedet af, er han nu én, NASA samarbejder med. Det betyder noget, at det netop er den historiske Apollo-affyringsrampe, de har stillet til rådighed for hans firma SpaceX.
Laura så ham i en dokumentarfilm, og der var noget i hans udtryk. Ansigtet, kropssproget. Han talte entusiastisk og med en smittende iver. Han sagde:
”Hvis ikke mennesket prøver at nå Mars, så er det ikke en verden, jeg har lyst til at leve i. Det er tanken om, at vi kan lykkes med det, der giver mig lyst til at stå op om morgenen.”
Tirsdag d. 6. februar 2018 sendte Elon Musk en knaldrød sportsvogn i kredsløb om Solen. En Tesla, elbilen, der skal redde Jorden fra den fossile forbrændingskatastrofe, blev sendt afsted med enorme mængder brændstof som drivkraft. Paradokserne er så mange, men opsendelsen var en succes, selvom bilen i første omgang så ud til at ende i kredsløb længere ude end planlagt. Måske faktisk en endnu større succes, fordi: Raketten var for kraftfuld.
Raketten, sportsvognen, forretningsmanden. Fællesnævneren er det kraftfulde, at ramme over målet, forbi, for meget.
Elon Musk er mulighedernes mand. Han er vores alle sammens drømmer, men grunden til at Laura for alvor føler sig ramt, er at han også appellerer til de andre følelser: Fortvivlelsen over at vide, at alting vil gå til grunde. Sorgen, og med den længslen efter at kunne gøre noget ved det.
Musk har skabt et firma og tjent så mange penge, at man ikke fatter det. Men man fatter ham. Man kan falde for hans drengede charme, hans blanding af iver og desperation. Man kan falde for, at han er så menneskelig. Han fejler gang på gang, men bliver ved, fordi han har den drivkraft: Vi skal kunne nå Mars, fordi hvis vi ikke kan, giver intet mening …
Det tomrum at blive til intet i. Et sort hul. De findes også derude, og de er skræmmende. På landjorden kaldte man det ukendte for hvide pletter. Det var dengang, man tegnede landkort med hænderne, dengang man rejste til fods eller til hest, dengang hestevogne skrumplede afsted, dengang store skibe sejlede helt ud til kanten af verden, der, hvor tegningen sluttede. Og opdagede krumningen.
At det bare fortsatte, at der ikke var nogen ende, men hav og hav indtil et nyt land pludselig dukkede op.
Uberørt jord. Det eventyr.
Mens dem, som allerede boede der, blev trådt under fode. De indfødte passede så dårligt til erobringens fortælling, til opdageren, til hele idéen om at starte på en frisk. Forfra. Chancen for at bemale et helt nyt lærred med al den viden og erfaring, man har opnået ved at sværte det gamle til i en cyklus af fejl og forbedring.
De kolerainficerede tæpper, der blev udleveret til de indfødte. Så grumt et symbol på ønsket om at viske alt ud og bare være alene med sin nyfundne skat.
Jernbanen – ud over stepperne i en nyvunden fart, og så kan man passende nedskyde bøfler, imens man sidder der, bekvemt og trygt. Der skal gøres plads til bønder og marker med afgrøder, brødfødning af slægter, der skal udbrede slægter og så videre, og alt som er i vejen, det flytter vi. Dén sten i skoen, dét væltede træ på vejen, pyt, vi visker det ud. Og nu har mennesker visket ud og fjernet forhindringer så længe, drevet rovdrift på Jordens enkeltdele, både over og under jordoverfladen. Kun ekstremerne er tilbage. Det, der er så stort, at vi ikke længere kan lade, som om det ingenting betyder. Klimaforandringerne. Pludselig går alting hurtigt. Ørkendannelse, stormflod, kløfter så store imellem mennesker, der har mest, og mennesker, der aldrig fik chancen for at få bare nok til at overleve.
Nu er turen kommet til Mars, nu er Mars vores nye, rene lærred. Lokkende uberørt, uplettet, uprøvet. Der hvor vi skal teste alle vores dyrekøbte erfaringer. Hvis Laura skal være ærlig, så tror hun ikke, at mennesket har lært en skid. Når hun hører Elon Musk udtale sig, så er det floromvundet og smukt, men det er samtidig himmelråbende naivt.
Og alt det, han må vide, men ikke siger?
Eller ved han det virkelig ikke?
At selve kampen for at nå Mars er på bekostning af så meget liv, og at Mars aldrig vil være åben for alle. Og at beslutningen om hvem, der skal med videre ud i universet, allerede er taget for generationer af generationer siden. En beslutning baseret på, hvem der allerede har mest, og hvem, der har tabt på forhånd.
Nogen fik et forspring. Dem, som erobrede de tempererede områder af jordkloden. Der, hvor der voksede afgrøder, der kunne dyrkes kontrolleret. De samme bælter, hvor der levede dyr, der kunne tæmmes og blive til nytte for mennesker. Det er en kombination af klima og geologi og tilfældigheder. Nogle steder var bare bedre egnet til at mennesket kunne sætte deres overlevelse i system. Et system af fremtidsplanlægning, en cyklus af forudsigelighed; om vinteren forbereder vi til sommeren, om sommeren forbereder vi til vinteren, det er landbrugets logik, der giver mulighed for både komfort og tryghed. Planlægning for en livstid og lidt til. Men ikke til evigheden.
Det er først nu, mennesker så småt er ved at fatte, at hele jordkloden er en sammenhængende organisme, hvor atmosfæren reguleres af bevægelser, der på samme tid er så bittesmå og enorme. Regnskovens betydning for resten af kloden, det er det nye, at vi er begyndt at tænke dem med. Klodens lunger, kalder vi dem, men det stopper ikke den bevægelse, som begyndte længe før nogen af os, der lever nu, blev født. Det kapløb, som er baseret på at opnå en falsk komfort og en falsk tryghed.
Hele idéen om, at livet kan blive nemmere.
Det har aldrig været en mulighed, uden at nogen eller noget betaler prisen.
Trælle, slaver. Engang var det synligt, hvem der betalte prisen, men i takt med, at det i sig selv blev ubekvemt, blev det sat i system, så dem, der betalte prisen, hele tiden blev flyttet længere og længere væk. Væk fra dem, der nød godt af det, men kunne risikere at få det så dårligt af at bevidne elendigheden, at de ville protestere.
Nu vokser det hele uhæmmet, ude af kontrol. Klimaet er ekstremt, elendigheden er umulig at skjule. Nu protesterer flere og flere, nu rammes flere og flere. Nu er det en løbsk lavine, ingen ved, hvordan den skal stoppes, alle løbes over ende, alle løber selv.
Mars er den nye, symbolske redningsplanke. Længere væk, længere ud.
Men der er jo stadig nogen, der betaler prisen?
Laura kan ikke forstå, hvis Elon Musk ikke også forstår det. Forstår han ikke det? Er han ligeglad?
Eller er han også så bange, at han ikke kan trække vejret, hvis han tænker på det? Er han også nødt til at gøre sig blind og døv og dum over for det?