Sneen kommer med en hård vind fra øst. Lægger sig i lavningerne mellem de frosne jordkamme på marken, i fordybningerne mellem gårdens brosten.

Sne på østsiden af de nøgne stammer i skellet, der så nådigt løber over de åbne marker. Efter midnat bliver det stille. Store fnug, der falder overalt, på markvejen, der løber ind i himlen. Dyrene står tæt i et hjørne med rim i pelsen og sænket hoved.

Mine søstre og jeg, vinteren 1991. Vi går i vejsiden og trækker kælkene efter os i nylonsnore vundet om håndleddene. Ved busskuret skråner vi over landevejen og fortsætter hen over Gerts gårdsplads, forbi Franks duggede vinduer. Herfra videre ned ad markvejen og op ad sognevejen – her sætter vi i løb, og løber sådan i vores tunge flyverdrager op over marken, med de lette plastikkælke dansende efter os som legesyge hunde.

Sneen dyb og let. Støvlerne stryger gennem den. Vores kroppe er så tunge, benene, og vi når endelig toppen af bakken og vender os og ser med fryd iblandet rædsel ned over skråningen.

Set heroppefra syner den så meget stejlere.

Vi sætter os og skubber fra med hænderne og mærker et øjeblik den knoldede markjord under snedækket som en kold knogle under et blødt tæppe.

Den lethed, den lydløshed, med hvilken sneen bar kælken og kroppene, en følelse af vægtløshed, der er berusende – som at glide i verdens yderste, finest vibrerende lag, med en fart, der vender en endnu køligere side ud af vinterluften.

I årene, der kommer, vil vi få mindre sne herhjemme. Der falder allerede mindre nu, end der gjorde tidligere, og når sneen endelig falder, er det for at ligge kortere tid.

Vi er mange, der er midt i 30’erne og allerede lyder som oldinge, når vi igen fortæller hinanden og vores små børn om vores barndoms kælketure i julen, om dagene i januar, hvor vi sad i nattøj i køkkenet om morgenen og hørte lokalradio for at finde ud af, om skolen var snelukket.

Når vi fortæller om aftnerne i februar, hvor vi med røde fingre sad på stendiget og snørede skøjterne stramt, inden vi stavrede ud på søen, når vi lagde os med en lommelygte og med gru betragtede den fisk, der var frosset inde i isen. Alle disse fortællinger har allerede karakter af skrøner, de synes at komme fra en fjern og nærmest mytologisk tid.

Mit ideal for litteraturen er, at den skal være levende. Levende bliver litteraturen ad mange veje, men som regel også ved det, at skriften er gennemstrømmet af erfaring.

Det er det element af erfaring, der forankrer litteraturen i det konkrete. En kollega har engang sagt det meget rammende: Der er noget løjerligt ved litteratur, som er fundet på. Man mærker det straks, en væsensforskel, der beror på, om skriften er vokset ud af fantasien og forestillingsevnen, eller om den er vokset mere organisk frem på rester og smuler af virkelige erfaringer.

Man mærker let, om den stemme, der taler til én, om det rum der skrives frem der, er fremmed for ’musenes liv, skrællernes liv’. Med andre ord, om litteraturen er blevet til i et ophøjet rum, eller om den som alt andet i naturen er dyrket nede ved jorden, er blevet til omkring noget snavs, en urenhed, som sproget har krystalliseret sig omkring.

Det er altså en del af min arbejdsmetode at konsultere ikke bare hjernebarkens øverste hylder, men også det, der føles som hele kroppen, for at få adgang til det komplette menneskelige kartotek af erfaringer, som vi alle sammen har og er. Størstedelen af dette arkiv er nemlig stuvet af vejen og ligger gemt i vores celler, til det en dag hentes op til bevidsthedens lysbord.

I 1913 skrev Egon Schiele i et brev til en ven: »Studier laver jeg også, men jeg mener, og jeg ved, at aftegninger efter naturen er betydningsløse for mig, fordi jeg maler bedre billeder efter hukommelsen end efter iagttagelser af et landskab. (…) Inderligst og med sit væsen og hjerte sanser man et efterårstræ om sommeren; dette vemod vil jeg gerne male«.

Det vemod, Schiele skriver om her, beror på den forskydning og afstand, som erindring i sin essens er. En vej, der tilbagelægges, en spænding, der skabes mellem det erindrede og nuet, mellem synet af fire efterårstræer på en bakkekam og det øjeblik i atelieret, hvor Schiele dypper penslen i gouache.

Vemoden beror på den fornemmelse for tid og tab. Intet kan hentes ud af erindringen intakt, og ethvert kunstværk vil være en ny selvberoende virkelighed. En levende litteratur må sættes fri for at kunne ånde.

Som den levende litteratur vokser på en snavset menneskelig erfaring, sådan opstår også enhver snekrystal, ved at vand et sted langt ude i jordens atmosfære fryser til omkring en urenhed og falder ned til os på jorden.

Man siger om snekrystaller, at ikke to af dem er ens, alle er de forskellige, fordi de hver og en er blevet dannet under særlige og absolut lokale atmosfæriske omstændigheder, og fordi enhver af de urenheder, de er dannet omkring, også er forskellige fra hinanden. Samtidig ligner alle snekrystaller hinanden, idet deres grundstruktur altid er den samme kendte: seks symmetriske arme, der går ud fra en fælles midte i en fuldkommen spejling.

Den variation i form, som snekrystallerne er udtryk for, er næsten uforståelig. Når man ser snekrystaller gengivet fotografisk, kommer man til at tænke på religiøs arkitektur og kunst, på arabiske vævede tæpper og katolske glasmosaikker. Hvad så end mennesket synes at finde på, synes naturen at have været der først. Eller måske det at skabe kunst, det at skabe noget i filosofisk forstand skønt er et spørgsmål om at forsøge at virke som natur.

I moderne kunst er urenheden synlig som en del af konstruktionen, det urene udgangspunkt er ikke forsøgt skjult, det er derimod indskrevet i det skønnes udvidede domæne, modsætningsforholdet er ophævet, og det skønne er ikke det pæne, det smukke, men netop det skønne og kan som sådan sagtens meddele sig i det urene; en haltende stil, det obskøne, det anløbne; en sonetkrans om kroppens opløsning, en roman om fødslens brutalitet.

Det er en mærkelig tid at være menneske i. Forsinket vågner vi i disse år til erkendelsen af, at vi må ændre vores levevis og vores samfund for at undgå det totale sammenbrud. Det er allerede for sent at undgå tragedien.

Tragedien lever vi i, vi er tragediens ulykkelige karakterer, der har bragt os selv i en situation, der gør, at vi må miste det, vi har kært.

Vi står midt i skæbneomslaget – det er snart ikke længere muligt at fortrænge det, ikke engang for os i det rige nord.

Vi ved, hvad der sker, vi ved, at arter uddør i en hastighed, vi ikke har set i bogstavelig talt millioner af år, vi ved, at temperaturen er steget og kommer til at stige yderligere, at klimaforholdene ændrer sig med dramatiske konsekvenser for alt liv på jorden. Og vores viden er ikke kun intellektuel, abstrakt, den er endelig blevet konkret for os.

Hvad end mennesket finder på, synes naturen at have været der først

Klimaet ændrer sig, stormene er her, der er ingen insekter at vaske af bilruderne om sommeren, vi venter på sneen og føler os sært velsignede, når den endelig kommer.

Og sneen, der ikke falder, eller sneen, der falder og stemmer os vemodig, både fordi vi bringes tilbage i barndommen og frem i tiden til en verden uden sne – sneen er så at sige bare toppen af isbjerget.

Det er i bogstaveligste forstand intet imod dét scenarie, der allerede udspiller sig andre steder på kloden. Og som er forårsaget af vores groteske udpining og forurening af naturen, muliggjort af et afstumpet forhold til jorden, til naturen og til andre mennesker. Af en nærmest religiøs idé om evig økonomisk vækst, af opbygningen af en uigennemskuelig global økonomi, hvis svar på alt er et ud i evigheden øget forbrug uden smålig skelen til, at vi faktisk lever på en planet med begrænsede ressourcer.

I vores kultur tegner der sig i dag endnu en akse i tillæg til den, vi kender, og som går mellem højre og venstre i det politiske spektrum.

Den nye akse er vertikal. Hvor den gamle akse handlede om fordelingen af ressourcer, udvikling over for afvikling af demokrati – løber den vertikale akse mellem forbundethed med verden og afkobling fra verden; mellem et blik, der er i stand til at se skønhed – og et blik, der ikke er.

»Den hemmelige gave i al skønhedserfaring«, siger doktor i idéhistorie Dorthe Jørgensen, »er, at noget kan have værdi i sig selv«. Og det er måske her, det hele begynder og ender.

Det afgørende spørgsmål bliver: Kan vi se på verden, se på naturen og andre mennesker som del af verden, noget, der er indskrevet i verdens uendeligt rige væv af liv og derfor værdifuldt helt i sig selv, og ikke kun i kraft af hvad den eller det kan være for os. Hvad vi kan bruge den eller det til.

Skønhedserfaringer har vi ikke kun i kunsten og i naturen, det er grundlæggende erfaring, som mennesker til alle tider på alle steder deler. Den findes også nede ved ’musene og skrællerne’, ved køkkenvasken, eller en tidlig morgen med et lille barn, en buttet hånd, der rager op over en vugge, mægtig som et bjerg. Når vi mærker det store under i det mindste og føler os indskrevet i denne uendelige konkrete verden. Alt det vi er, lyser.

I sin selvbiografi, ’Rids af fortiden’, skriver Virginia Woolf: »Hvis livet har en fod det står på, hvis det er en skål man fylder og fylder og fylder – så står min skål uden tvivl på denne erindring, Den handler om at ligge halvt sovende, halvt vågen i sengen i børneværelset på St Ives. Den handler om at høre bølgerne brydes, et to et to, og sende et sprøjt af vand ind over stranden; og derpå brydes, et to et to, bag et gult rullegardin. Den handler om at høre rullegardinet slæbe sit lille agern hen over gulvet når vinden blæste rullegardinet ud. Den handler om at ligge og høre dette sprøjt og se dette lys og føle at det næsten er umuligt jeg er her; om den reneste ekstase jeg kan forestille mig«.

Det er dér, vi alle sammen begynder, i barndommen med erfaringen af forbundethed med den konkrete verden.

Klimaet ændrer sig, stormene er her, der er ingen insekter at vaske af bilruderne om sommeren, vi venter på sneen og føler os sært velsignede, når den endelig kommer

Sådan er vores forståelse af døden også fra begyndelsen konkret, den er en del af vores første forståelse af livet. Døden og livet, intet og alt, findes konkret for os i lyden af bølgerne, der brydes og trækker sig tilbage, i lyden af det lille agern, som vinden slæber hen over gulvet, i erfaringen af altings uophørlige skabelse og undergang.

I begyndelsen mærker vi underet, det vanvittige i, at vi får lov at eksistere, vi bliver ydmyge ved den følelse: »at det næsten er umuligt, jeg er her«.

Jeg husker mange af den slags erfaringer, især fra min barndom, hvor de opstod hyppigere eller virkede stærkere på mig, fordi jeg var så åben.

Vores viden om verden bliver aldrig større, end den er i barndommen, hvor den konkrete erfaring af verden stadig er stærk og usvækket af intellektet og den lyst til fortolkning og abstrakt tænkning, som har det med at snige sig ind og ville annektere sindets øvrige fakulteter.

Vores viden er i barndommen forankret i kroppen, den er ikke diskursiv, ikke begrænset til det sproglige, vi har adgang til det virkelige i det uvirkelige og det uvirkelige i det virkelige.

»I barndommen fornemmer man i glimt alt, hvad man siden hen skal komme ud for. På den måde kender man som elleveårig alle de følelser, man senere i livet vil gennemstrømmes af — og derfor genopføres barndommen i en uendelighed i vores tanker — og derfor fremstår den tid hele livet igennem mere gådefuld og mættet. Et sted i barndommen ligger også erfaringen af vores egen død, så når vi møder den, er den en gentagelse, en erindring, der rager frem som en hånd gennem et gardin«.

Sådan bliver vores adgang til at erfare det essentielle livet igennem dårligere. Vi er ankommet til et sted, hvor den abstrakte tænkning syntes at have slået os helt løs af den konkrete verden og adgangen til den erfaring af mirakel, vi burde vade rundt i, alene i kraft af at vi eksisterer – sammen med alt det andet.

Alene ved det, at vi en vinterdag kan gå gennem haven op til hestene og løfte isflager af vandet. Hele den vestlige filosofihistorie kan intet stille op over for et messinghængsel, en knæhase eller erindringen om at løfte en isflage af hestenes vand en nat i januar.

I stedet lever vi i en dødsforskrækket kultur, der samtidig har karakter af dødskult. Med mere eller mindre åbne øjne skaber vi en fremtid, som er fuld af unødig lidelse og død også for vores egen art, vores egne børn. Man må le, le, til man opdager, at tænderne sidder fast i kraniet.

Vi er så optagede af ikke at se os selv i støvet, så optagede af at trække det skel mellem materien og mennesket, naturen og mennesket, at vi skriver os selv ud af den største af alle fortællinger, det største af alle mirakler.

Sidste år fejrede jeg jul, efter at jeg havde mistet et barn 3 måneder inde i graviditeten. Jeg var ulykkelig over tabet af et barn, som aldrig blev, som ud fra en videnskabelig betragtning kun var en samling celler i min krop, som altså var blevet bondefanget til at tro, den bar på et liv.

Vores viden om verden er størst i barndommen

Aborten var voldsom. Jeg mistede alt for meget blod. Men ud over sorgen i sig selv var det egentlig rystende ikke så meget erfaringen af min egen dødelighed som erfaringen af den ro, der gennemstrømmede mig i de kritiske minutter.

Jeg lå i ambulancen, og den følelse, der fyldte mig, var til min egen overraskelse medlidenhed. Med Falck-rederen. Jeg betragtede ham og havde virkelig ondt af ham, han arbejdede indædt med at holde mig ved bevidsthed, at få mit blodtryk op, at monitorere mit hjertes bevægelse. Alt imens jeg var fuldkommen uden angst, til min egen overraskelse helt rolig og med et stort ønske om at overgive mig, lukke øjnene og give slip.

Det, jeg mærkede, var min egen ubetydelighed, og den var ikke ubehagelig; den var det modsatte. Jeg mærkede, at alt det, jeg var, kun var noget værd i kraft af det større, jeg samtidig var en del af, og som ikke afhang af mit hjertes sammentrækninger. Og det var opløftende og sært fredfyldt at erfare denne verdensforbundethed: tusinde lysende centre og et.

Det at være nær døden var for mig helt kropslig erfaring af en orden, der afslørede sig, og som jeg ikke har bedre ord for end kærlighed. Vores væren i verden, hele den konkrete verdens uendelige formrigdom, børnenes løb over marken med kælkene en eftermiddag engang og måske også denne vinter, lyden af bølgerne, af vinden, der trækker gardinets lille agern hen over gulvet, vinden, der stryger gennem kornet – det handler ikke om andet.

Miraklet, at vi findes til at erfare det, til at huske det og blive det til sidst.