Signe Kierkegaard Cain (bragt i Slagtryks temanummer ’Mennesket, Klimaet og Litteraturen’, april 2022).
før
men det er meget længe siden nu
frøs bæltet et dæksel af is kapslede vandet inde
lukkede sig om stævnen på skibe
Fyn og Sjælland blev landfaste
selv på Øresund kunne man gå
det var naturens
ikke regeringens
nedlukning
nu
får vi narresne, narreis
snydes igen og igen
for det hvide låg
kun ynkelige lysende klatter
bryder mørket
og vaskerne
og kælkebakken
og englene
er bare minder
snart vil vi længes efter sneen
som vi plejede at længes efter solen
varmen bliver ulidelig
og vi flygter
ikke til Costa del Sol
nej
til Costa de la Nieve
Snekysten
vi rejser længere nordpå
hvor man
lidt endnu
kan høre vinterens stemme
hvor kulden
lidt endnu
låser vandet i dets mest ekstreme form
snesavnet
bliver Grønlands helt store chance
vi siger
der findes hundredvis af ord for sne
på grønlandsk
men det passer ikke
og heller ikke på dansk
eller på andre sprog
og snart
forsvinder ordene
tøsne
snestorm
vi siger ikke længere
snefnug
pulversne
til sidst har vi kun det ene ord for sne:
længsel
større lufthavne er allerede på vej
i Nuuk
i Ilulissat
i Qaqortoq
med plads til større fly
med plads til mere snelængsel
mod enhver forstand
flyver vi
vi vil
have det hvidt
have det koldt
have all inclusive på Snekysten
all inclusive renhed
all inclusive stilhed
der er ingenting i verden så stille som sne
snart
kan vi ikke længere
dæmpe verden