I år har jeg hørt nattergalen. Det var en nat i maj, klokken var næsten fire. Vi havde vækket pigerne og givet dem varm te og ristet brød. Vi gik på stien, ind mellem træerne, ind over fælleden. Det var der, vi hørte den synge. Jeg vidste ikke, at jeg havde savnet den sang. 

I juni stod jeg med min mor under et blomstrende æbletræ på Mols.

“Lyt” sagde hun.

Jeg lyttede, men der var helt stille.

“Jeg kan ikke høre noget”, sagde jeg.

“Præcis, svarede hun, insekterne er væk.”

Og sådan var det. Hele den summende klokke af liv, vi engang stod under, når vi gik ind under sådan en blomstrende krone på et vildt æbletræ, var væk.

Jeg vidste ikke, at jeg savnede insekternes urolige bevægelser mellem blomsterne.

Nu står vi så her, foran Rådhuset, hvor vores politikerne diskuterer, om de skal sælge en del af Amager Fælled for at skaffe de penge, der allerede er brugt.

Det er ikke en helt ukendt situation, at vi sælger ud af vores fælles natur. Egentlig kan vi godt lide den, naturen, men vi har brug jo for pengene.

Hvorfor er det, vi hele tiden ender med at skulle træffe det valg, og hvorfor er det, at den vilde natur i første omgang næsten altid ser ud til at tabe? Og mere grundlæggende, hvordan er vi endt her, midt i den sjette store periode af massedød, hvor arter forsvinder i en fart, vi ikke har set siden dinosaurerne uddøde?

En af grundene er, tror jeg, at vi har glemt noget meget grundlæggende, nemlig det at vi er forbundne. Ikke bare med hinanden, men med alt levende.

Uden den erkendelse er man langt hen ad vejen hjælpeløst udsat.

Og så er det, man risikere en dag kan opdage, for sent, hvad man savnede, men ikke vidste, man savnede. Eller så er det, man aldrig igen opdager hvad man savner, fordi der ikke længere er noget, der kan minde os om det. For da er vi for længst trådt ind under en klokke af stilhed.

Vi sprøjter markerne, medicinerer dyrene, behandler jorden som en fabrik. Skovbrande og oversvømmelser viser os glimt af, hvad vi har i vente, mens vi bliver ved at sælge de fælles naturområder, som kunne minde os om et andet liv.

Vi lever i en kollektiv fortrængning af det fundamentale vilkår, at vi ikke er adskilt fra naturen, at det ikke lader sig gøre at opretholde det skel mellem det mennesket her og naturen derude. Vi er ikke bare en del af det samme kredsløb, vi er selv natur. Poesien, filosofien, matematikken og naturvidenskaben – alt det der er vores kultur – repræsenterer forskellige måder hvorpå vi mennesker prøver at forstå verden. 

Og da mennesket selv er natur, så må vi forstå alt dette, hele vores stolte kulturhistorie, med digteren Inger Christensens ord, som: naturens forsøg på at forstå sig selv. Snarere end dét der markerer et skel mellem menneske og natur, så markerer kultur- og videnskabshistorien en intim forbindelse.

Når vi taler, er vi naturen der taler, når vi tænker er vi naturen der tænker, når vi betvinger naturen derude, så er vi naturen, der betvinger noget i sig selv.

Denne skelnen mellem menneske og natur, er ikke opstået fra den ene dag til den anden. Den er bare blevet mere tydelig, den har fået større konsekvenser i det moderne. De sidste par hundrede år har vi effektiviseret vores arbejde og optimeret vores brug af den ydre naturs ressourcer – og vi har ikke beskæftiget os med at skabe balance, vi har ikke sørget for at give noget tilbage, når vi tog, og vi har i det store og hele ikke draget omsorg for den store symbiose som vi indgår i. 

Samtidig har vi udgrænset de skabende former for tænkning og sprog, poesien og musikken for eksempel, og dermed mistet et helt felt af erfaringer – de sensitive og æstetiske. Vi har udgrænset den tænkning, der udvider verden og lader os erfare hvordan vi selv er gennemstrømmet af en skabende kraft, lader os erfare os selv som natur, der skaber natur frem for kultur der bruger, udrydder eller undertvinger naturen.

I oplysningstidens Europa blev en religiøs abstrakt dogmatisme erstattet af logikkens og naturvidenskabens dogmatiske tænkning. Mennesket skulle have mod til at træde ud af dets selvforskyldte umyndighed. Vi skulle rejse os og gøre brug af vores forstand, så ville alt blive godt.

Oplysningstiden bragte mange væsentlige opgør og ideer med sig, men vi overså, at ethvert lys kastet frem i verden også kalder nye skygger frem, noget andet kommer til at ligge hen i mørke. Opgøret med ét magtsprog – det dogmatisk religiøse, mystiske – skete synkront med indførslen af et nyt.

Vi udgrænsede i forstandens og naturvidenskabens navn ikke kun de religiøse erfaringer, men et stykke hen ad vejen også de æstetiske og sensitive erfaringer. Erfaringer der var kredsende og sanselige, frem for lineære og abstrakte. Disse sensitive erfaringer fik sammen med sanseerfaringerne plads under logikken, i det nedre fakultet.

En af oplysningstidens egne filosoffer, Alexander Baumgarten så det klart, hvordan logikken og rationalismens forkærlighed for det abstrakte begreb førte et tab med sig: et tab af det konkrete og partikulære.

Fra opgøret med det religiøse voksede et nyt mørke. Vi udviklede ét sprog om verden og neglicherede et andet, i stedet for at lade dem stå ved siden af hinanden, blev de rangordnede.

Jeg tror i høj grad, at den bevægelse væk fra de æstetiske sprog og sensitive erfaringer er central, hvis vi skal forstå, hvad der er bestemmende for den måde vi ser på naturen og behandler den i dag, hele den grundsituation, at vi ikke magter at passe på den. 

Når vores politikere ønsker at sælge ud af den sparsomme natur, der er tilbage i nærheden af vores store byer eller for den sags skyld ude i landet, i de Vestjyske kystområder for eksempel, så skyldes det, at vi som kultur har dårlig adgang til de former for tænkning, der kan rumme og fatte og egentligt erkende vores eget vilkår – vores egen bestemmelse som natur, vores dødelighed og forbundenhed. På den måde har vi skabt et samfund, et sprog og en måde at tænke på, der ikke bare muliggør opdelingen mellem mennesket her og naturen der, men langt hen ad vejen fortrænger muligheden for at vi kan erfare, at det forholder sig anderledes.

Kampen for at bevare Amager Fælled er en del af en større kamp. En kamp for at bevare eller måske i virkeligheden indføre en anden form for tænkning i vores samfund. På vores skoler, på vores arbejdspladser, i vores medier skal vi udvikle måder at åbne os – mod naturen, mod kunsten og mod hinanden – for at tænke mere nuanceret, sammen. 

Jeg tror, der findes et stort og uerkendt savn i mange af os. Det sætter sig i os, i vores samfund og i vores kultur, som uro, irritation eller en sorg måske, som vi ikke forstår og som vi prøver at medicinere og købe og underholde os ud af. Det er en uro, der gør os afhængige af hastighed, en irritation, der fører til en isolation og afvisning af andre mennesker, en sorg, vi falder i og ikke ved hvordan vi skal rejse os fra. 

Vi mangler et fælles sprog, der kan binde os sammen, så de spredte erfaringer af forbundenhed, af vores egen bestemmelse som natur, kan krystallisere sig på måder, der skaber forandring ude i verden.

Det er det, vi er i gang med her. Når vi mødes for at bakke op om fælleden. Men det er også det vi gør, når vi læser et digt, giver os tid til at stå og se lyset falde ind gennem store glasmosaikker, eller når vi går gennem den lyse sommernat ud mellem de lave træer på Fælleden og hører nattergalen synge måske for første gang siden vi var børn. 

Hvis vi skal bevæge et helt samfund, skal vi ikke bare åbne os for disse erfaringer, vi skal også finde et sprog, der kan udfordre det bestående. Et fælles sprog, der bringer os tættere på at leve i overensstemmelse med vores egen bestemmelse som en del af naturen, der har adgang at skabe. Ikke i Guds billede, men i naturens billede. Vi skal gøre verden større, ikke indskrænke den. Vi skal forbinde os til naturen, ikke afskære os fra den.

I dag gør vi forsøget. Vi forsøger at fortælle politikerne, hvorfor det er en dårlig idé at udstykke fælleden – et sjældent naturområde tæt på den by, hvor så mange af os lever, på måder der ikke af sig selv skaber mulighed for at erfare vores intime forbundenhed alt det levende omkring os.

Vi skal finde ind til en måde at være menneske på, hvor vi opdager os selv som natur, som rummende den skabende kraft, som vi har til fælles med alt levende. Vi skal lære at sikre vores egen overlevelse, vi skal lære at ernære os ved jorden, på en balanceret måde, hvor vi ikke tager mere ud end vi giver tilbage. Vi skal udvikle en sensitiv måde at se hinanden og verden på, få adgang til en meget større del af vores egen bevidsthed, vi skal udvikle livsformer og myter, der gør livet større og ikke mindre. Vi skal åbne os mod alt det, vi ikke vidste, vi savnede. Og vi skal skabe nye fælleder: Nye områder i verden og i bevidstheden, hvor vi kan erfare den forbundenhed. Vores kroppe ved det allerede, vores kroppe ved, at blomster og græs en dag vil spire op igennem vores brystkasser, at vi allerede er ét, at vi selv er den jord, vores politikere vil sælge ud af.

Så længe den slags viden kun er rationelt funderet, fører den ikke andet end angst med sig. Vi skal sammen finde måder at åbne os selv og verden på, så vi forstår vores egen plads i verden bedre, så vi faktisk kan leve med den forståelse og træffe fælles beslutninger ikke i fortrængningen, men med åbne øjne. Vi skal finde en måde at lytte til naturen på, så vi hører den svare inde fra os selv.

Næste forår, til maj, vil jeg igen gå ind på værelset og vække pigerne, og jeg vil løfte denne her baby op af sengen, og jeg vil tage ud på Amager Fælled for at høre nattergalen. Og hvis den ikke længere er til at høre derude, Frank Jensen, fordi der ikke længere findes en rolig plads til den, fordi den ligesom frøen har måtte finde et andet sted at bo, så vil jeg lytte til savnet af dens sang, og jeg vil fortælle mine børn om en fugl, der engang fandtes der. Og lidt senere på foråret vil jeg tage børnene med ind under et æbletræ og der vil jeg også høre efter, hvad naturen har at sige.

I år har jeg hørt nattergalen synge. Jeg vidste ikke, jeg havde savnet den.