Ulydige bannere på aktionsugens første dag - en rapport
Af Gritt Uldall-Jessen, dramatiker, medlem af gruppen Forfattere ser grønt
Forfattere ser grønt stod sammen med Kunstnere ser grønt for en banner drop aktion fredag den 6.
maj ´22 ved Holmens bro. Det var vores bidrag til den første dag i Extinction Rebellion´s
forårsoprør VENDEPUNKTET. Vores bannere havde følgende ordlyd:
Bilfri hverdag og flyfri ferie
Der var et yndigt land
Plads til alle arter
Luksus er et tungekys
Luksus er en barnehånd
Luksus er en skovmår
Kan du huske dengang, der var insekter?
Din tavshed kan ikke beskytte dig.
Vi hang de store bannere op langs havnekajen ved Holmens bro, en af de i alt 9 broer, hvor XR-
aktivisterne den dag blokerede trafikken ind til Christiansborg. De stod så smukt i let bevægelse,
når en båd sejlede forbi. Der var tilråb og opmærksomhed omkring dem både fra land og
søside. Da politiet havde ryddet menneskeblokaden på Holmens bro ved en 14-tiden, begyndte de
også at rydde havnekajen. Vi prøvede at henvende os til betjentene og få dem i tale, men de ville ikke tale
med os. En af betjentene, som jeg talte til, ønskede ikke at se mig i øjnene og affærdigede os. Vi
tilbød selv at ”rydde op” for på den måde at få vores bannere bragt i sikkerhed, men politiet
ønskede ikke at indgå i en dialog med os. Da betjentene gik hen for at hente udstyr til deres
rydning af bannerne, fik vi travlt med selv at få dem ned. Vi nåede kun at klippe et banner ned, da
en gruppe på fire betjente nu kom anstigende; en af dem havde en boltsaks med, og de gik hurtigt i
gang med at fjerne alle bannerne. Vi protesterede højlydt og gjorde opmærksom på, at det er lovligt
at demonstrere og ytre sig i form af bannere. Men politiet var uinteresseret i vores udsagn.
Bannerne blev fjernet, de rullede tape omkring dem og tog dem med hen til politivognen. Det var
åbenbart uønsket materiale, der skulle fjernes fra bybilledet og tages med på stationen. Nogle af os fra gruppen
fulgte efter betjentene og gjorde opmærksom på, at vi ville klage over det. Vi stillede spørgsmål
ved, om de havde lov til at fjerne dem?
Det var en oplevelse af stor tomhed og afmægtighed på havnekajen, da vores bannere var væk. De
havde kun været oppe at hænge i 2 timer. VENDEPUNKTET var stadigvæk i fuld gang på broen
ved Højbro Plads. Vi følte, at vi havde fået mundkurv på og at være blevet frataget en mulighed for
at bidrage til/være en del af realiseringen af VENDEPUNKTET. Nogle af os gik
endnu engang over til betjentene.
Efter flere forhandlinger fik vi nu den mulighed, at vi kunne afhente alle bannerne på Bellahøj
politistation i den nærmeste fremtid. Vi skulle opgive vores navn og ID og så kunne vi få dem
udleveret om nogle dage. Det var selvfølgelig alletiders, at vi nu havde udsigt til at få dem
tilbage. Men vi stillede spørgsmål ved, om politiet overhovedet havde ret til at handle, sådan som de
havde gjort? Vi var vrede over, at de fjernede vores bannere, da vi skulle bruge dem NU.
Men så skete der noget uventet.
Efter en halv time vendte betjentene pludselig tilbage og afleverede alle bannerne. Der fulgte
ingen forklaring med. Måske bannerne simpelthen var for store til at kunne være i politibilen?
Selvfølgelig er der altid en risiko for at miste sine bannere til en demonstration, og vi så også,
hvordan XR fik konfiskeret et af deres bannere, men hvorfor? Bannerne skabte ingen
trafikproblemer eller stod på anden måde i vejen for politiets arbejde. Det virkede som ren chikane
fra deres side. Det er lovligt at ytre sig i form af bannere og gøre dem synlige i det offentlige rum til
en demonstration. Politiets konfiskering af vores ulydige bannerpoesi blev et VENDEPUNKT for
os i Forfattere ser grønt – vi giver aldrig op og accepterer ikke at få mundkurv på.
Vi besluttede os for – sammen med Kunstnere Ser Grønt – at klargøre bannerne til Klima-marchen
dagen efter, så vi kunne gå med dem der. Alle bannerne var synlige og indgik som en del af
VENDEPUNKTET dagen efter.
Seneste nyt i sagen er, at Forfattere ser grønt og Kunstnere ser grønt – i samarbejde med Sirius
advokater, har indgivet en klage til Københavns Politi over at være blevet frataget en række bannere
ved Frederiksholms Kanal den 6. maj 2022.
Vi afventer nærmere i sagen og følger op på den her.