Alexandra Moltke Johansen: uddrag af Animal (roman, udgivet på forlaget Gladiator, 2022)

Engang bestod verden af urskyer. Umådelig tynd luft og kosmisk støv. Skyerne trak sig sammen til én og denne sky begyndte at rotere, begyndte at stråle, blev til en stjerne, den blev vores sol.

Da jorden blev dannet var den en glødende kugle. Uhyre skybanker indhyllede jorden i tæt mørke og overskyllede den i årtusinder med varme regnstrømme. I begyndelsen kom regnen omgående i kog, men med den tiltagende afkølning samlede regnfloderne sig i bækkene og dannede urhavene.

Jorden, der stadig afkøledes skrumpede ind som et runkent æble, og rynkerne på æblet var bjergkæder, furerne var dale.

Vi lever i en bjergdannelsesperiode, vi lever i en form for istid. Begge poler ligger under mægtige iskapper, det har ikke altid været sådan. Afrika var engang dækket af is. Grønland har huset helt andre dyr og planter.

Vor jord har et langt liv foran sig, den vil leve så længe solen lever. Om tre til ti milliarder år vil den brint, der er brændstof for solen begynde at svinde. Så vil solen pustes op, blive større først langsomt så hurtigere og hurtigere indtil den er blevet til en rød kæmpestjerne, en solkugle, der er svulmet så voldsomt op at den fylder hele Merkurs nuværende bane. Jorden vil få en overflade på syvhundrede grader, alt liv vil være brændt væk, atmosfæren blæst ud i verdensrummet.

Måske vil solen sluge jorden, men hvis ikke vil jorden forandres, mens solen igen skrumper ind og langsomt brænder ud. Temperaturerne på jorden vil igen blive tålelige. Frost og regn og vind vil videreføre deres store erosionsværk, nye bjerge vil tårne sig op. Generationer efter generationer af levende skabninger vil befolke kloden. Vil sætte deres poter, fødder, hove, klør, vil strække deres tørstige rødder ned i alt det forkullede, vores døde tid. Og så, om 30 til 50 milliarder år, vil solen brænde ud for stedse.

Solen brænder ud. Ikke i nat. Og ikke i morgen. Ikke i vores levetid. Dig ovenpå mig. Otte kilo blod, fedt og blød hud. Et lille hjerte, der løber, du sover.

Nogen kunne smadre en rude, kravle ind, stikke mig ihjel. Nogen kunne sønderbombe byen, nogen kunne komme og hente dig fordi de ikke synes jeg passer godt på dig.

I din levetid vil træerne forsvinde. I din levetid vil skovene brænde op. Der er ild i vores fødder. Og ilden æder sig opad mod maven hvor du ligger.

Jeg fik dig fordi jeg var egoist. Jeg ville bare gerne holde dig i mine arme, jeg ville bare amme dig, se dig vokse, købe tøj til dig. Alle væsner har en mor. Det forstod jeg med dig. At køer er mødre, at høns er mødre, at liv er et mirakel og du er mit mirakel, min hævn, mit bevis; stor og blå og himmelvild skønhed findes.

Verden vil slutte med dig. En vildere slutning får man ikke, hvilken vild tid at være menneske i. Du får syrenbuskene at se. Og havet og skovene og hundene og sandet. Og frugterne og bærrene og blomsterne. Det hele ligger foran os som et paradis, det hele er her endnu.